HOME      KALENDER     UDDELINGER      NYHEDSBREVE     ARTIKELARKIV     MEDLEMMER       LINKS

                             Nyhedsbrev Marts 2006

 

 

Nyhedsbrev for team elite nr. 3 - sæson 05/06

 

 

Team elites støttede klubber er nu over halvvejs i sæsonen. For nogle af klubberne er slutspillene allerede i gang og for andre er der stadig tid til at spille eller springe sig til bedre placeringer. I dette nyhedsbrev kigges der nærmere på de 4 foreninger, der fik støtte i sidste runde.

 

Lyngby Boldklub har holdt vinterpause fra turneringsfodbolden, men har ikke ligget stille de sidste par måneder. Nye spillere er kommet til og der har været spillet træningskampe under hele vinterpausen. Forårets første turneringskamp er d. 19. marts kl. 13.00 på hjemmebane imod FC Fredericia.

 

Lyngby Boldklub står stærkt i ungdomsarbejdet, hvilket har medført at 4 Lyngby-Spillere er udtaget til den nye årgang på U/16 landsholdet. De 4 spillere er Målmand Nicklas Højlund, midtbanespillerne Samir Wadi og Andreas Laudrup samt angriberen Christian Gytkjær. De spiller til daglig på LB's Junior Liga-hold, hvor Christian Nielsen er cheftræner.

 

I 2005 har Lyngby Boldklub haft flere spillere på DBU’s landshold, hvoraf en del af spillerne har været støttet af team elite: U/19 Kasper Kristensen og Rang Shawkat, U/18 Andreas Bjelland, U/17 Rasmus Christiansen, Brian Hamalainen (også U/16) og Mads Thomsen (også U/16).

 

Lyngby Stadion er traditionen tro hjemmebane for Lyngby Boldklub. På onsdag d. 8. marts på Viasat Sport 1 sendes der et program omhandlende Lyngby Stadion. I programmet vil der blive fortalt om stadions historie og kendetegn samt fortalt sjove små anekdoter.

 

Lyngby Håndboldklubs damer har på det sidste haft det lidt svært. Topscoreren, Jai Nije, blev i kampen mod Ydun d. 8. feb. Knæskadet, hvilket betyder, at holdet må undvære den stærke spiller i resten af sæsonen.

 

Damerne har dog fået forstærkning af den tidligere landsholdsspiller Gitte Nørsøller Nielsen, som har været væk fra håndbolden pga barsel. Gitte har tidligere spillet i Virum, Slagelse og senest i FCK.

 

Damerne har tabt den sidste kamp imod Odense og ligger nu nr. 10 i rækken med 14 point. Næste hjemmekamp for pigerne er d. 19. marts kl. 13.30, hvor modstanderen er Roskilde, som ligger næst sidst i rækken. Dog har Roskilde siden jul haft forstærkninger i form af Slagelses ligareserver!!

 

Herrerne klarer sig lidt bedre og ligger nr. 8 i rækken med 19 point. Næste kamp for herrerne er d. 5. marts, hvor de på udebane skal møde rækkens tophold, Stoholm IF. Også herrerne spiller kamp hjemme d. 19. marts, hvor de kl. 15.30 – efter damernes kamp – også skal møde Roskilde.

På herreholdet har klubben på nuværende tidspunkt forlænget aftalerne til den kommende sæson med følgende spillere: Den stærke stregspiller Benjamin Rasmussen, Playmaker Lars Gravesen, ventrefløjen Thomas Iversen, højrefløjen Ole Jørgensen. Derudover forventer klubben i den kommende tid at forlænge aftalerne med de to stærke backs, topscorer Lars Friis Jensen og den færøske landsholdsspiller Heini Hanusarson.

 

Virum Basket Klubs dameliga hold klarede sig i starten af sæsonen ikke helt så godt som forventet. Men holdet kom igen og Virums stærke piger er nu i semifinalen imod SISU. Det stærke comeback for holdet bevidner om holdets nuværende stærke kampform og klubben regner derfor også med at komme videre til finalen.

 

Semifinalen spilles bedst af 3 med følgende program:

 

Den 9. marts kl. 19.00 Udebane

Den 15. marts kl. 19.30 Hjemmebane

 

Skal pigerne ud i en 3. og afgørende kamp spilles denne d. 18. marts. Team elite sponsorer og alle sponsorernes medarbejdere har gratis adgang til kampen i Virumhallen d. 15. marts.

 

 

Morten Lind fra Lyngby Udspringsklub af 2002 klarede sig godt ved de Nordiske Junior Mesterskaber i december måned på både 1meter- og 3 metervippe, hvor han vandt 2 medaljer og satte både personlig- og klubrekord.

 

I vinterperioden har Morten været ved at indlære nye spring, og han har nu sammen med Joen Bernhagen, der også springer for Lyngby Udspringsklub, den sværeste 3 meter serie i Danmark. Desværre kan det også gå galt engang imellem og Morten gled i januar måned på vippen og skrabede hele sin ryg med store smerter til følge. Men Morten er på vippen igen og træner intensivt for at toppe til sommer.

 

 

Forårets ansøgningsrunde for støtte af team elite er i fuld gang. Der er indkommet 10 ansøgninger, som team elites bestyrelse skal tage stilling til. Forårets uddelingsceremoni finder sted onsdag d. 5. april 2006.

 

Annoncering af ansøgningsfrister og uddelingsceremonier bliver offentliggjort i Det Grønne Område samt på team elites hjemmeside www.teamelite.dk

 

Næste Nyhedsbrev udkommer 1. juni 2006.

 

  

Venlig hilsen

 

Kate Balslev

Team elite

 

 

 

På mail info@tlte.dk kan nyhedsbrevet tilmeldes og afmeldes efter ønske.    

 

Copyright ® 2005 teamelite.dk Home          About Us         Kontakt         FAQ